
Når shamanen drømmer
© John Russell-Møller 2009
Jeg drømmer en gang imellem en drøm for nogen. Det går til sådan her.
Først skal jeg tale med den person, som har brug for drømmen.
Bagefter skal jeg forklare drømmesøgeren, hvad sagen drejer sig om.
Så skal drømmesøgeren opsøge drømmemoderen, som skal føde drømmen.
Så skal drømmemoderen finde en passende partner, som kan være far til drømmen.
Så er drømmemoderen gravid med drømmen et stykke tid, og når drømmen er blevet levende, bliver hun født ud af drømmemoderens skød. Så skal drømmemoderen opdrage drømmen, så hun kan opføre sig på den måde, som er passende i den kultur, hun skal virke i.
Nu kan drømmesøgeren bringe drømmen hen til drømmeren (mig), som skal være i en bestemt form for trance, når jeg modtager drømmen. Drømmeren skal være vågen mens han sover, så han kan se drømmen, mens hun bliver drømt.
Så skal jeg skrive drømmen ned og sende den til modtageren.
Så ringer modtageren, og siger at hun ikke kan forstå drømmen.
Så skal jeg prøve på at få modtageren til at forstå, hvorfor drømmen ikke skal ”forstås” – og det kan hun heller ikke forstå.
Jeg forsøger så at forklare modtageren, at drømmen er inspiration og ikke information – drømmen er en gave til hjertet og ikke en meddelelse til hjernen. Så bliver modtageren skuffet. (Hun er allerede skuffet over, at processen har taget over tre uger).
Så prøver jeg med en billedlig fremstilling. ”Du vil have, jeg skal give dig en blomst – men jeg har sået et frø i dit hjerte, og hvis du passer frøet kærligt og omhyggeligt, vil det vokse op og blive til en blomst. Du får altså din blomst – men det tager et stykke tid. Du får din information - men den kommer fra dit hjerte og ikke fra mig”!
Hvis jeg er heldig, siger modtageren ”nåååe sådan” - og prøver nu at skjule sin skuffelse.
Og hvis jeg er endnu mere heldig, siger modtageren efter et stykke tid ”ahaaa – det er måske slet ikke så tosset, at jeg får mit hjerte noget mere med i mit liv – hmmmm”!
Modtageren acceptere modstræbende, at hun må væbne sig med tålmodighed, og se hvad der sker - og vi afslutter vores samtale.
Fire måneder senere får hun sit mirakel - som hun overhovedet ikke forbinder med drømmen.
Alting gik præcis som det skulle!
Hvem er shaman?
Hvad er en shaman?
Hvad er shamanisme?
Hvad er god shamanisme?
Hvad er dårlig shamanisme?
Alt jeg skriver står helt for min egen regning og er kun udtryk for mine personlige erfaringer og meninger. Jeg påstår ikke jeg har ret i noget som helst.
Debatten om shamanisme kan nogen gange minde om debatten om kunst. Hvad er kunst?
Hvornår er et billede kunst, og hvornår er det ’bare’ en dekoration, eller hvornår er det ’bare’ et diagram over en mobiltelefon?
To mænd ser på Michelangelos statue av David. Den ene ser et fantastisk kunstværk, og den anden ser ’bare’ et stykke marmor, som ligner et menneske.
Manden, som kun ser et stykke marmor, har jo ret. Videnskabelig kan det bevises, at statuen er et stykke marmor. Men videnskaben er ikke i stand til at bevise om statuen er kunst.
Man kunne måske sige, at det videnskabelige er noget objektivt, og det med kunst er noget subjektivt. Fænomenet ‘kunst’ er en hemmelig, uvidenskabelig, udefinerbar (måske magisk?) ingrediens, som findes i nogle figurer, malerier, skriverier osv. - men som ikke findes i andre figurer, billeder, skriverier osv. - og nogen mennesker kan tilsyneladende identificere ingrediensen, og nogen kan tilsyneladende ikke. Og dem som kan er tit uenige. Og dem som ikke kan, kan måske lære det, og deltage i uenigheden.
Så hvornår er noget shamanistisk healing, og hvornår er det ’bare’ healing? Hvornår er noget shamanistisk vejledning, og hvornår er det ’bare’ vejledning? Hvornår er noget en shamanistisk ceremoni, og hvornår er det ’bare’ en ceremoni?
Er shamanisme en hemmelig, uvidenskabelig, udefinerbar, magisk ingrediens, som nogen gange er tilstede, og nogen gange ikke er tilstede? Det kan jeg godt lide at tro på.
Lad os prøve en anden vinkel.
Lad os sige, at noget af shamanismen er objektiv, og noget af shamanismen er subjektiv. Eller, at shamanisme består af objektive og subjektive ingredienser. Noget kan bevises videnskabeligt og noget kan ikke bevises videnskabeligt.
Det kan godt lade sig gøre at formulere nogle objektive kriterier for, hvad en shaman er. Det gør man på samme måde, som man vedtager kriterier for hvad en læge er, hvad en elektriker er, hvad en skolelære er osv. Om kriterierne er gyldige og anerkendte i samfundet afhænger af, om autoriteterne vedtager eller godkender kriterierne. Men en gruppe personer kan jo godt vedtage deres egne kriterier, som så kun gælder for gruppen og dens tilhængere.
I vores samfund kan uvidenskabelige, udefinerbare, magiske kriterier ikke indgå i autoriteternes definitioner af, hvem der er læge, elektriker, lære osv. Men en gruppe personer kan godt have deres egne subjektive kriterier. En gruppe kan f.eks. være en kunstforening, hvor man konstant har en levende debat om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst.
Personligt vil jeg gerne have, at vi konstant har en levende debat om, hvad der er shamanisme, og hvad som ikke er shamanisme. Jeg vil ikke have vi skal blive enige.
Hvad med forbrugerne?
Én ting er, hvad vi debatterer i shamanisme-familien (branchen) - men hvad med de mennesker som overvejer at gå til en shaman? Dem må vi give en information, som er relevant og tilstrækkelig. Men vi skal ikke overinformere eller komplicere tingene for dem.
Til ’forbrugerne’ må vi have en definition på, hvad en shaman er, som gør det muligt for almindelige mennesker at kunne tage stilling den shamanske ’hjælp’ og ’service,’ vi kan tilbyde.
Når vi ser på ting urbefolkninger laver, så er det næsten altid vigtig at tingene er smukke. En Same laver ikke en kniv, som kun er funktionel, den skal også være smuk. Dekoration og udsmykning er vigtig. Der skal også være en æstetisk ingrediens.
Sådan er det også i den shamanske tradition jeg tilhører. En shamansk healing, vejledning og ceremoni skal også ha en æstetisk ingrediens. Æstetik er jo også en af disse uvidenskabelig, udefinerbare, hemmelige, magiske ingredienser, som ikke kan defineres objektivt. Skønhed og kunstneriskhed er meget vigtigt i min shamanisme. Shaman-teknikker med æstetisk og kunstnerisk indhold, synes jeg virker bedre end dem uden.
Der findes shamanisme, som ligner en Morakniv med plastikhåndtag; og der er shamanisme som ligner en samekniv lavet af en Duodji kunstner. (Jeg har intet imod Moraknive, og jeg bruger en selv hele tiden).
Michael Harner har defineret moderne shamanisme som: ”Et system af metoder (teknikker) til healing og problemløsning.” Det er en glimrende formulering, hvis man vil se på shamanismen som et stykke marmor. Og som videnskabsmand (antropolog) vil MH selvfølgelig gerne finde en objektiv videnskabelig beskrivelse af, hvad en shaman er. En kunstner ville selvfølgelig aldrig definere shamanisme som et “system af metoder.” Men MH har ret. Shamanisme er også et system af metoder - men for mig er shamanisme meget meget mere end det.
For mig er shamanisme en fantastisk kunstart.
For at kunne skabe god kunst, skal man have gode håndværksmæssige færdigheder.
Hvilke shamanske færdigheder en shaman skal beherske, for at man kan kalde henne eller ham for shaman, er der mange forskellige meninger om - og det skal der også være.
Jeg har en fortid som elektriker, og i det håndværk er der et bestemt minimum af færdigheder, man skal kunne udføre i overensstemmelse med god håndværksmæssig kvalitet.
Sådan er det også i den shamanske tradition jeg tilhører. Der er et bestemt minimum af shamanske færdigheder, vi skal kunne udføre i overensstemmelse med god kunstnerisk, håndværksmæssig og åndelig kvalitet. Men vores kriterier er selvfølgelig forskellig fra andre traditioners – og sådan skal det også være.
Arbejdet skal selvfølgelig udføres i overensstemmelse med god etisk praksis, og jeg synes godt om de anbefalinger Shaman Rådet er kommet med indtil videre.
Jeg vil gerne takke Ronald Kvernmo for det enorme arbejde, han har gjort for at skabe Isogaisa. Og jeg vil gerne takke Hege for at starte Isogaisa Sjamanforum. Og jeg vil gerne takke alle, som er med til at give vores respektive folk deres shamanistiske fortid tilbage.
Skrevet 15. september 2017 til Isogaisa Sjamanforum
”Åndemaneren vier sit liv til at skabe og vedligeholde harmoni og balance i livet og naturen – ikke mindst sine medmenneskers liv og natur.
Ni ud af ti dage er shamanisme noget hyggeligt og rart, hvor man sider rundt om bålet og fortæller gode historier, eller laver healing og vejledning i sin praksis til gavn for andre osv. - men på et splitsekund skal åndemaner shamanen kunde tænde for sin mest voldsomme og aggressive åndekraft, hvis situationen skulle kræve det.
Så fortsætter kampen mod sygdom, egoisme, ulykke og ondskab - til der er skabt fred, sundhed, harmoni og balance igen!”
John Russell-Møller: fra ’Åndemanerkunst og shamanisme’ 2008